Information
I nedenstående FAQ kan du finde svar på de spørgsmål, vi oftest bliver stillet i forbindelse med overnatning. Hvis du ikke finder svaret på dit spørgsmål, er du selvfølgelig velkommen til at ringe til os på +45 30 68 22 92 eller skrive til os på reception@aggersvold.dk.
Kan man booke overnatning uden at deltage i et arrangement?
Ja, du kan sagtens booke et hotelophold uden at deltage i et arrangement. Vi tilbyder overnatning for både private gæster og i forbindelse med events, konferencer og fester. Book et værelse her.
Hvordan booker jeg et ophold?
Du kan booke din overnatning direkte på vores hjemmeside. Har du problemer med at booke, er du velkommen til at kontakte os direkte på reception@aggersvold.dk.
Ønsker du at booke ophold for grupper på flere end 6 personer, skal du kontakte os på events@aggersvoldgods.dk.
Kan jeg booke ophold for grupper?
Ja, hvis I er 6 personer eller flere, skal booking ske via direkte henvendelse til os på events@aggersvoldgods.dk.
Hvornår kan man checke ind og ud?
Check-ind: fra kl. 15:00 – 18:00
Check-ud: senest kl. 10:30
Check-in og check-ud foregår i receptionen i den sydlige ende af Stalden. Følg skiltene ved ankomst.
Hvilke værelsestyper tilbyder I?
Vi tilbyder flere typer hotelværelser, herunder godsværelser, som er vores standardkategori samt superior værelser og junior suiter. Nogle værelser har hems og plads op til 4 personer, mens de fleste er indrettet til 2 personer. Vi kan efter aftale arrangere en ekstra opredning pr. værelse for et ekstra gebyr.
Hvad er inkluderet i et ophold?
Alle værelser har eget badeværelse, wi-fi, sengetøj og håndklæder. Flere værelser har også faciliteter som skrivebord, elkedel og opholdsområde, så du får et komfortabelt ophold i rolige omgivelser.
Er der mulighed for morgenmad?
Ja, morgenmaden er inkluderet i værelsesprisen.
Der serveres morgenmad i tidsrummet 8:00 – 9:00 på hverdage og mellem 8:00 – 10:00 i weekenderne.
Hvordan foregår betaling for opholdet?
Betaling sker online i forbindelse med booking på vores hjemmeside eller via den bookingplatform, du benytter. Booker du direkte via mail eller telefon, kan betaling ske via MobilePay eller bankoverførsel. Du vil i disse tilfælde modtage en bekræftelse med vores betingelser samt betalingsinstruktioner på mail.
Vi modtager de fleste almindelige betalingskort, herunder VISA og Mastercard.
Hvad er jeres afbestillingsregler?
Du kan afbestille dit ophold op til 48 timer før check-ind. Ved senere afbestilling refunderes beløbet ikke. For grupper på 6 personer eller flere gælder særlige regler. Venligst kontakt os på events@aggersvoldgods.dk for mere information.
Har du booket dit ophold via en tredjepart (fx Booking.com), skal du være opmærksom på, at der kan være andre regler for afbestilling.
Kan jeg parkere min bil ved godset?
Der er masser af plads til biler her på godset, og parkering er gratis. Overhold venligst skiltning.
Hvor ligger hotellet, og hvad er der i nærheden?
Overnatningsstedet ligger i naturskønne omgivelser i Jyderup på Vestsjælland, cirka en time fra København, med adgang til park, skov og rolige omgivelser – ideelt til weekendophold og afslapning.
Adressen er Tornbrinken 24, 4450 Jyderup.
Hvad kan man opleve under sit ophold?
Under dit ophold kan du nyde naturen, gå ture i skoven, opholde dig i parken eller bare slappe af i de smukke omgivelser. Området indbyder til ro, fordybelse og et ophold væk fra hverdagen. Vi har masser af dejlige områder, hvor du kan dase. Vi har en petanque bane, hvor du kan udfordre dine medrejsende.
Vi har samlet en liste over aktiviteter i forbindelse med dit ophold – se den her.
Hvordan finder jeg rundt på godset?
Aggersvold Gods består af flere bygninger, herunder Stalden, Ridesalen og Porthuset, hvor værelserne er placeret. Ved check-ind i receptionen får du information om, hvor dit værelse ligger, samt hvordan du finder rundt på området.
Er overnatningen handicapvenlig?
Ja, Aggersvold Gods tilbyder handicapvenlige faciliteter til visse behov. Alle værelser har senge i stueplan, og der kan arrangeres niveaufri adgang. Der findes også et særligt handicapvenligt værelse med ekstra plads. Vær opmærksom på, at dele af området er belagt med grus og slotssten.
Hvordan kommer jeg til stedet med offentlig transport?
Der er busstop tæt på godset ved “Hørløkkevej (Tornbrinken)”, hvorfra der kører bus til og fra Jyderup Station. Herfra er der togforbindelser til resten af Sjælland og København.
Kan I hjælpe med at bestille en taxa?
Ja, hvis du har brug for taxa under dit ophold, anbefales lokale selskaber som Kalundborg Taxa og Holbæk Taxa. Receptionen kan også være behjælpelig med kontakt.
Må jeg gå tur i skoven?
Du er velkommen til at benytte skoven og naturen omkring godset fra kl. 6 til solnedgang. Færdsel må ske til fods eller på cykel på veje og stier, og vi beder alle gæster respektere naturen, dyrelivet og gældende regler for danske skove.
Må jeg medbringe kæledyr?
Nej, det er desværre ikke tilladt at medbringe kæledyr, når du overnatter på Aggersvold Gods.
Er stedet egnet til ophold med små børn?
Ja, området egner sig godt til ophold med børn, og der er gode muligheder for at opholde sig i naturen og på de grønne arealer. Vi anbefaler dog, at børn er under opsyn, særligt i skov og omkring søområder. Vi kan lave én ekstra opredning pr. værelse efter aftale og mod betaling.
Må man ryge under opholdet?
Rygning er kun tilladt udendørs. Rygning på værelserne er ikke tilladt og kan medføre en afgift, hvis røgalarmer aktiveres.
Er der wi-fi på værelserne?
Ja, der er gratis wi-fi tilgængeligt i alle bygninger på godset, så du nemt kan være online under dit ophold.